Af Rud Kofoed,d. 29 Marts 2010
GED I ARLI
Publikum bliver virkelig forkælet i jubilæumssæsonen
Advarsel: Der er overhængende fare for at blive smittet af den vanedannende virus minimalistisk cirkushygge, når man besøger Cirkus Arli. Den er umulig at slippe af med når manførst er ramt.Bacillen har nu været resistent i 40 festlige år og er i flot udbrud igen. Der er kun én fornuftig ting at gøre: at overgive sig. Det gjorde vi fuldt, helt og gerne i det nye italienske telt, da jubilæumssæsonen begyndte i går. Arli-familien var i absolut topform. Det var ren poesi fra det øjeblik, arvtageren Martin Arli åbnede forestillingen med at sætte sig til sminkebordet og forvandle sig til klovnen Martino - og åbne døren til manegemagien. Der er et herligt jubilæumsgensyn med en lettisk cirkusfamilie med nyt. Ina Sopova står for sæsonens topnummer. Hun er en smuk, interessant fod-antipodist, der udmærker sig ved at være den foreløbig eneste fodjonglør, jeg har set udføre sin kunst med højhælede sko på !Hun fascinerer også med sine tre gravhunde, der ellers er umulige at dressere. Her står de i kø for at komme til. Det gør hendes mand også - som pirat i deres originale entre med masser af krudt, kugler, hemmelige skatte og magi i slangetæmmerkurven. Mod den spinkle skønhed kommer "kæmpen" Darius og hans kone og fylder mangen ud med dramatisk stigebalance og VM-fodbold. Klovnen Martin, 50 i April og hans søn Alexander 23, har aldrig været mere charmerende som klovnepar - spørg bare børnene. Og sønnens mor Bettina som sprechstallmeister er familieånden i den grad over Cirkus Arli. Søren Arli, der grundlagde Cirkus Arli, fylder75 i maj og er fortsat på mærkerne sammen med sin allestedsnærværende kone Lotte, der forståeligt nok slet ikke kan skjule sin stolthed over sit barnebarn, da han kaster sig ud som jonglør i en heftig stepdans, koreograferet af Susanne Breuning, som jublede over sin charmerende elev. Der gik ged i den for 40 år siden. Det gør der igen hele tre, som nu fører Martin frem i manegen.Et mere hyggeligt, jordnært og intimt alternativ til de store imponerende cirkus findes ikke. Det danske cirkuspublikum får virkelig noget at begejstres over i år- i stort så vel som småt.